Pimp DET klædeskab op med Nelly sale!

Q&A om HPV-vaccinen.


224477_10151258471744680_581624471_n

Jeg har modtaget en del spørgsmål omkring HPV-vaccinen i forbindelse med mit virke som ambassadør for Kræftens Bekæmpelse/Vidunderlivet og har derfor skaffet en helt enkel omgang “spørgsmål og svar” til jer. Alle spørgsmålene tager udgangspunkt i de mest stillede spørgsmål om HPV-vaccinen generelt og her på bloggen. Håber I kan bruge det til noget! :) Husk at I altid kan læse mere på Vidunderlivet på FB lige her.

Hvem kan få vaccinen mod livmoderhalskræft gratis?

Piger født fra og med 1985 og til og med 1992 kan ind til udgangen af 2013 blive vaccineret gratis mod HPV. HPV-vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet til piger fra 12-års alderen. Normalt skal tilbuddet benyttes, inden man fylder 15 år – herefter er det ikke længere gratis. Men lige nu er tilbuddet altså gratis til piger født mellem 1985 og 1992.

Hvilke bivirkninger er der ved vaccinen?

Det er ikke farligt at blive vaccineret mod HPV, men det er almindeligt at blive lidt øm og hævet på det sted, hvor man bliver stukket. Vaccinen kan også give kortvarige influenza-lignende symptomer.

Hvis en stor del af befolkningen bliver vaccineret med fx MFR eller HPV-vaccine, ved man, at nogle af dem samtidig vil få en sygdom. Men man ved også fra registre, hvor mange der er tale om. Hvis der ikke er tale om flere sygdomstilfælde i befolkningen, end der ellers ville have været, er der ikke nogen sammenhæng mellem vaccinationen og sygdommen. Der er på verdensplan givet mange millioner doser vaccine, og antallet af rapporterede bivirkninger er lavt.

Virker vaccinen, hvis man har haft sin seksuelle debut?

HPV er en seksuelt overført virus. Derfor er det bedst at få vaccinen før seksuel debut, fordi man så helt sikkert ikke er smittet med HPV. Men det er ikke for sent at blive vaccineret, hvis man allerede er seksuelt aktiv, da man ikke nødvendigvis er blevet smittet med HPV. Vaccinenbeskytter mod HPV 16 og 18, og hvis man er smittet med den ene type HPV, vil man stadig blive beskyttet mod det anden. Og hvis man har været smittet tidligere, vil vaccinen hjælpe med at beskytte kroppen mod en eventuel ny infektion.

Hvorfor går grænsen for gratis vaccination til og med årgang 1985?

At aldersgrænsen for gratis vaccination er sat ved årgang 1985, betyder ikke, at vaccinen ikke virker, hvis man er født før. Aldersgrænsen er sat der, fordi de fleste videnskabelige forsøg er gennemført med kvinder op til 26 år. En anden grund er, at det er de unge, som ofte har flere forskellige sexpartnere, der har den største risiko for at blive smittet med HPV. Efter 30-35-årsalderen er færre smittet med HPV – men derfor kan man stadig have gavn af at blive vaccineret.

Hvorfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse ikke gratis vaccination til drenge?

Hverken Sundhedsstyrelsen eller Kræftens Bekæmpelse anbefaler på nuværende tidspunkt, at HPV-vaccinen tilbydes drenge. Det skyldes dels, at den hyppigste form for HPV-relateret kræft er livmoderhalskræft, og dels at vaccinen endnu ikke godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder til forebyggelse af kræft hos drenge. Derudover forventer man, at drengene er beskyttet, når pigerne er blevet vaccineret. Hvis pigerne er vaccineret, kan de ikke smitte drengene. Kræftens Bekæmpelse følger udviklingen og vil anbefale vaccination af drenge, hvis det viser sig at være fornuftigt.

Hvem kan få HPV, og hvor almindeligt er det?

HPV smitter ved seksuel kontakt og er især hyppig hos unge (15-30 år). Op mod 80 pct. af alle seksuelt aktive vil på et tidspunkt i deres liv blive smittet med HPV. I de fleste tilfælde forsvinder HPV-infektionen af sig selv, men hos en mindre gruppe kvinder bliver HPV-infektionen kronisk. Det er disse kvinder, der har en øget risiko for at udvikle forstadier og livmoderhalskræft. Man kan ikke mærke, om man er smittet.

Beskytter vaccinen 100 procent?

Nej, vaccinen beskytter mod de to HPV-typer, som tilsammen er skyld i ca. 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Det er derfor vigtigt stadigvæk at deltage i screening.

Jeg håber de her svar gav jer tvivlere og folk med spørgsmål svar og I må endelig stille flere her i kommentarfeltet. Er jo så heldig at have en direkte linje ind til Vidunderlivet/Kræftens Bekæmpelse, hvor der sidder kloge folk klar til at svare mig på ethvert spørgsmål. HUSK i øvrigt at vaccinetilbuddet kun gælder indtil udgangen af 2013!  Så ring til jeres læge og forhør jer, jo før jo bedre! Og husk at tage veninden/søsteren med under armen.. ;)

[Sponsoreret indlæg]

Næste indlæg

Pimp DET klædeskab op med Nelly sale!